I gamle dage var forsiden sådan en form for overflødighedshorn, der viste alt det, folk gerne ville have dig til at se nærmere på, når du landede på deres hjemmeside. Det kunne være mere eller mindre smagfuldt og overskueligt sat op, men oftest var det alt for forvirrende og svært at gennemskue, hvad der var vigtigt – og et klart budskab var der ligesom ikke. Eller hvis der var, så druknede det i mængden.
Det gjorde bølgen af mobilvenlige, minimalistiske webdesigns noget ved. Enkeltheden har gjort det nødvendigt at få langet et klart budskab over disken, som folk ikke kan undgå at opdage, når først de lander på siden. For internettets besøgende er flygtige og bliver de ikke fanget af siden lige på sekundet – eller i hvert fald inden for de første 8 sekunder – så er de væk igen – videre til næste søgeresultat!
Men midt i al denne enkelhed og minimalisme, begynder der pludselig at dukke tonsvis af tekst op igen. Godt nok langt nede på siden – under folden. Op imod 1000 ord er ikke ualmindeligt. Men hvorfor dog pludselig begynde at bruge pladsen på en masse kedelig tekst, når vi nu lige havde fået forenklet designet på hjemmesiden?
SEO-mæssigt vægter forsiden mest
Det handler selvfølgelig om at opnå bedre placeringer i søgeresultaterne. For når Google og de andre søgemaskiner vurderer, hvilke søgeord de skal registrere for jeres website, bruger de webstedets opbygning – sidehierarkiet – til at finde ud af, hvordan I har prioriteret de forskellige søgeord i forhold til hinanden.
Her tæller forsiden mest – og jo længere ned i side-hierarkiet på webstedet, søgeordene kommer, jo lavere prioritet mener Google, I har givet de enkelte søgeord. For optimalt set skal der kun være et primært søgeord til hver side på webstedet.
Brug forsiden til det søgeord, der er mest konkurrence om
Så det søgeord, der skrives om på forsiden, må have den højeste prioritet set med Googles øjne.
Derfor er det en god ide at dedikere forsiden til det søgeord, der er det allervigtigste – især hvis det samtidig et det af jeres søgeord, der er mest konkurrence om at ranke for på Google.
Så vil I gerne ranke højt for “billige cykler”, fordi det er det, I sælger, så skal det være det søgeord, I skal få forsiden til at ranke for. Derved går I all-in for det pågældende ord – og kan måske med lidt held slå jeres konkurrenter i søgeresultaterne ved at tage forsiden til hjælp.
Skriv 700‑1000 ord
Men hvor mange ord skal der til, for at det giver noget? Godt spørgsmål! Når alt kommer til alt, er det jo en balancegang mellem at forsiden giver det budskab og de informationer, der er vigtige for jeres side eller firmaet bag og samtidig giver vægt nok til søgeordet, til at I får en bedre placering i søgeresultaterne.
Det er ingen hemmelighed, at jo flere ord der er på en side, jo mere vægt tæller den med, jo bedre konverterer den og jo flere ønsker at linke til den. Men at plastre forsiden til med over 2000 ord i bunden af siden, er nok lige at overdrive det.
I praksis ser det også ud til, at mindre kan gøre det. Mellem 700‑1000 ord synes at være standarden, uden at vi kan give begrundelsen for det – det ser bare ud til at være der, det begynder at gøre noget for søgeordet i søgeresultaterne.
Teksten må gerne være under folden
Når folk finder et søgeresultat på Google, skal det være til at finde indholdet på siden, når deres bruger kommer ind på den – ellers får de en dårlig brugeroplevelse af Google.
Derfor ser Google ned på sider, der er plastret til med annoncer, billeder og alt muligt andet i toppen og har gemt det egentlige indhold længere nede på siden. Så det vigtigste indhold på en webside skal være over folden – altså “over bunden af skærmen”, når du ser din side i et browserprogram på en computer, mobil eller tablet. Ellers tæller det ned i Googles regnskab.
Men hvad så med teksten på forsiden af dit website. Det står jo UNDER folden?
Man kan selvfølgelig argumentere for, at teksten ikke er det vigtigste indhold på forsiden af dit website, men vi tror helt ærligt, at Google er ligeglad. Spætten – eller pingvinen eller hvilket dyr i Googles zoologiske have, der nu måler på det – hakker ikke, bare fordi der er en enkelt side på dit website, hvor teksten står under folden. Så længe det ikke er tilfældet for hovedparten af siderne.
Eventuelt kan du jo sætte overskriften og manchetten over folden og så gemme resten af teksten til under folden. Så får Google ikke grund til at komme i tvivl.
Det perfekte udgangspunkt for din interne linkbuilding
Samtidig er teksten på forsiden det naturlige udgangspunkt for din interne linkbuilding – sammen med en eventuel menu og andet indhold, der peger længere ind på sitet.
Men hvor menuen giver overblik over sidens indhold, kan link i teksten bruges til at bygge kontekst for den besøgende og måske give svar på, hvorfor det lige er, at de skal klikke videre til de pågældende link, samtidig med at hele teksten giver en bedre forklaring på, hvordan websitet hænger sammen.
Derfor er link i forsideteksten det perfekte udgangspunkt for din interne linkbuilding og med den rette ankertekst, kan det også give mere kontekst til Google’s ranking af webstedet.
Genvej til billigere bud på AdWords
Bruger du AdWords, har du måske et eller flere søgeord, der peger hen til dit websites forside – men formentlig kun hvis du har defineret sitets eller firmaets navn som søgeord, som du vil have vist din AdWords annonce til.
Har du det, har du et ekstra incitament til at få en masse god tekst på forsiden. For det øger forsidens kvalitetsresultat! Dermed har du faktisk mulighed for at vinde over konkurrenterne, selv om de har givet et bedre bud på annoncepladsen.
For Google går efter at give deres brugere den bedste oplevelse og har du mere tekst og dermed et bedre kvalitetsresultat, får brugerne i Googles bog en bedre opleve ved at kunne klikke på din annonce frem for konkurrenterne – og så kan de godt se gennem fingre med, at de kunne have solgt annoncepladsen dyrere til en konkurrent, der ville have givet brugerne en dårligere oplevelse.
Skal du have hjælp til din forsidetekst?
Som du kan se, er der mange ting, du skal have styr på, når du skal udvikle den rigtige – og den rigtige mængde – tekst til din forside.
Uanset om du brug for sparring til at få skrevet den rigtige tekst, eller du ønsker at outsource opgaven, står vi klar til at hjælpe dig med at få skabt en tekst, der giver alle de fordele, vi har omtalt her i artiklen.
Kontakt os i dag. Så er du godt på vej højere op i søgeresultaterne på Google!