8 sekunder! Det er den tid, du har til at overbevise en besøgende til at blive på din hjemmeside. Se her, hvordan du gør!
Med kun 8 sekunder til at overbevise en besøgende om, at de skal blive, er det vigtigt, du sørger for at din side, dens indhold og teksten på siden hele tiden inspirerer og inviterer til at blive. Ved at spinde en rød tråd gennem sidens overskrift, manchet, mellemrubrik og brødtekst, der pirrer den besøgende og får dem til at blive ved med at læse, kan du får dem hele vejen til slutningen af siden – før du sender dem videre til din næste side eller det gode tilbud, du har til dem. Det er det, vi kalder “læsedesign”.
Start med en fængende overskrift
Det starter alt sammen med overskriften – det er den vigtigste! Den har højst sandsynligvis allerede tiltrukket den besøgende fra et søgeresultat eller en deling på et af de sociale medier – og nu skal den gøre det interessant at blive, også selvom den besøgende måske er havnet på siden nærmest ved et uheld.
Der kan skrives – og er skrevet – meget om, hvordan man skaber overskrifter, der får folk til at vælge netop din side. Men sagt kort, handler det om at gøre overskriften konkret og formuleret på en sådan måde, at man simpelthen er nødt til at læse den tilhørende artikel for at få svaret.
Samtidig skal overskriften helt signalere, at artiklen indholder brugbar eller enestående viden, du ikke kan leve ude – og så gør det ikke noget, hvis du også lige kan få overskriften til at indikere, at der er tale om noget presserende, som du ikke kan vente med at reagere på – enten for at få, undgå eller genvinde det, artiklen handler om.
Manchetten skal give appetit på mere
Af de 20 procent, der beslutter sig for at læse videre, falder de næste 10% af efter at have læst manchetten eller det første afsnit af teksten på siden.
Enhver journalist med respekt for sig selv ved, at manchetten skal fortælle den korte version af historien – eller det allervigtigste. Men at overholde den regel på internettet er mere eller mindre selvmord for resten af siden, for hvis den besøgende føler, at de har fået det hele at vide, hvorfor så blive?
Nej, brug hellere manchetten skal at uddybe overskriften og skabe endnu mere nysgerrighed, så den besøgende simpelthen ikke kan lade være med at forsætte deres færd mod slutningen af siden.
Mellemrubrikkerne skal lede læseren
De næste 5% falder af, hvis ikke bliver inspireret til at læse videre ved at skimme mellemrubrikkerne – og hvis mellemrubrikkerne ikke skaber et flow igennem historien.
Sørg for at mellemrubrikkerne fortæller sidens budskab, hvis den besøgende ikke læser andet end dem – udover overskriften, selvfølgelig.
Iøvrigt gælder der de samme regler for mellemrubrikker, som for overskrifter. Du behøver måske ikke være helt så skarp som på overskriften, men det gør bestemt ikke noget, hvis du er det!
Brødteksten skal være flydende
Brødteksten skal skrives, så den er flydende og let læst. Fremhæv eventuelt vigtige ord eller budskaber, men overdriv det ikke – så virker teksten mere som en reklame end saglig information.
Sørg for at stave- og formuleringsfejl er udryddede, så det ikke få læseren til at stoppe op. HUSK: Tekst er som briller. Det er først, når de er fedtede, man lægger mærke til, man har dem på.
Udryd også fyldord og brug så få fagudtryk som muligt. Hvorfor bruge et ord til 100 kroner, når et til 50 øre kan gøre arbejdet!
Slut med et klart “Call to action”
Kun sølle 5% – ja, måske endda kun 2% , når at læse indholdet helt til ende. De besøgende, der rent faktisk kommer helt ned til enden på siden er dem, der er mest interesserede i det emne, siden handler om. Ellers havde de for længst klikket sig væk.
At de er hængt ved, er en klar indikation af, at de er klar til mere. Det her emne interesserer dem og de er klar til at læse mere om det – eller købe den e‑bog eller det kursus, du måske sælger – eller klikke på det affiliate-link, du henviser dem til, hvis de vil læse mere.
Så sørg for at du afslutter med et klart “Call to action” – uanset om det er til at købe et produkt, tilmelde sig din mailing-liste eller bare til at læse nogle flere, relaterede sider på din side eller en side du er affiliate for.
Tekst alene gør det ikke – husk et billede
Find et billede, der pirrer nysgerigheden eller sætter gang i associationerne omkring sidens emne. Men pas på uheldige konnotationer. Det skal ikke bare være et billede for billedets skyld, men underbygge teksten eller “spinde” videre på overskriften.
Hvor mange billeder, du krydrer siden med, afhænger selvfølgelig at længden på den og om der er brug for yderligere billeder, illustrationer eller diagrammer til at understøtte teksten og dens budskab.
Læsedesign er hegnet omkring din fold
Endelig handler læsedesign også om det grafiske billede, som webteksten danner sammen med de andre komponenter, der er på den pågældende webside. Fører det læseren i en bestemt retning, f.eks. hen mod en tilmeldingsknap eller et link, du gerne vil have læseren til at klikke på.
Hvordan ser din egen side ud?
Vi kunne snakke meget mere om læsedesign og hvordan du skriver “forførende” tekster på din side. Prøv at se på, hvordan din side ser ud i dag og prøv så at holde det op mod det, vi har skrevet om her i artiklen.
Har du brug for hjælp, så kontakt os ved at klikke på knappen nederst på siden